3.3. Organist og komponist Laurids Lauridsen

 

3.3.1. Baggrund

Han blev født den 19. maj 1882 i Arnborg ved Herning, Hammerum Herred Ringkøbing Amt. Hans forældre var gårdmand af Gammel Arnborg Niels Lau- ridsen, født den 2. juni 1839 og hustru Ane Christensen, født 11. maj 1836. Forældrene blev gift den 30. januar 1880. Hans mor var således 46 år, da hun fødte ham. Hans mor døde allerede den 4. juli 1887, da han kun var 5 år gammel.

 

Tidligt i sin barndom blev han ramt af en sygdom og blev blind. Den 3. november 1892 blev han optaget i forberedelsesklassen på Det Kongelige Blindeinstitut i København, på en statsplads med en årlig betaling på 350 kr. Hvad angår denne betaling, skriver hans far Niels Lauridsen i et brev fra den 15. juli 1892 til Blindeinstituttets Bestyrelse bl.a. følgende:

”...Jeg forpligter mig til uvægerligt til at modtage min søn tilbage på forlangende fra Instituttet, dersom han skulle befindes at være uskigget til oplærelse såvel som også når hans oplærelse ved Instituttet anses som fuldendt. Hvad betalingen angår, da er jeg ikke så velhavende, at jeg kan erlægge den fulde ved Lov af 21. januar 1857 fastsatte betaling af 700 kr. årligt, men jeg vil påtage mig at betale halvdelen af denne sum, altså 350 kr.”

 

Allerede ved eksamen det efterfølgende år viste Laurids Lauridsen sine udtalte evner for skolearbejdet, idet han stort set fik topkarakterer i alle fag bortset fra gymnastik. Hans skolegang blev i 1994 afbrudt af indlæggelse på Blegdamshospitalet på grund af difteritis. Han var indlagt fra den 20. juni til ind i sommerferien, hvorfor han dette år ikke kom hjem på sommerferie hos forældrene.

 

Han afsluttede sit ophold på Blindeinstituttet den 20. maj 1902 med topkarakterer i musikteori samt klaver- og orgelspil. Efter 1902 fortsatte han sin uddannelse på Musikkonservatoriet og bestod organisteksamen i 1904. Efter forgæves at have søgt organiststillinger i København fik han i 1910 embedet ved Skive Kirke, hvor han var organist til sin død den 10. januar 1946, jf. beskrivelsen under pkt. 2 vedrørende hans bestræbelser på at opnå ansættelse i København.

 

Det er interessant at notere sig, at han mange år efter ansættelsen fik opfordring til at søge stillingen som organist ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus. Herom skriver han i brev fra den 14. januar 1927 til forstander Wüstenberg ved Blindeinstituttet følgende:

”I anledning af at organisten ved Sct. Pauls Kirke P. Dybdahl i Aarhus er afgået ved døden er der fra bestyrelsen af vor Kreds af Dansk Blindesamfund og af enkefru Dybdahl sket øvrige henvendelser til mig om at søge det ledige embede fra dette af flere. Da dette af flere grunde er aldeles udelukket, har jeg nok været glad for Dybdahl, men at en lokal ansøger vil have en større chance. Embedet vil i den nærmeste fremtid blive opslået ledigt, men skal først besættes til 1. april. De venligste hilsner og med ønsket om et godt nytår til dem og deres hustru fra Laurids Lauridsen.”

Jf. omtalen af dette opslag ovenfor i kapitel 3.2. om Niels Peter Pedersen Dybdahl.

 

Laurids Lauridsen havde gennem årene en tæt kontakt til Blindeinstituttet, hvorfra han fik økonomisk støtte til at få overført noder til punktnoder. Ovennævnte brev til Forstander Wüstenberg skal ses som led i denne løbende korrespondance.

 

For en mand, med ambitioner om at gøre sig gældende som komponist, var Skive dengang meget langt væk, men det lykkedes alligevel for ham at få skrevet en del musik og at få noget af den opført. Først og fremmest blev hans sange taget på programmet af tidens sangere, men også hans kammermusik og noget af orkestermusikken blev spillet i hans levetid, bl.a. strygekvartetten, Lille suite for strygeorkester, Romance for violin og orkester op. 10, sidstnævnte blev blandt andet spillet i Musikforeningen i 1920 under Carl Nielsens Ledelse og flere gange siden. Desuden skal nævnes Koncertouverture i F-Dur, som blev opført 1940.

 

1939 tildeltes han P.E. Lange-Müllers legat.

 

I 1981 udgav Dansk Blindesamfund i anledning af foreningens 70-års jubilæum en LP med sange af Laurids Lauridsen og senere er udkommet 2 CD-er med kammermusik, orgelstykker og en række sange og salmer.

I 1999 udkom værkfortegnelse over hans opus.

 

Efter hans død oprettedes ”Komponisten Laurids Lauridsen og Hustrus Fond”, der har til formål at fremme kendskabet til hans musik.

 

3.3.2. Laurids Lauridsens engagement i arbejdet indenfor DBS

 

Han optrådte allerede i forbindelse med de begivenheder, som gik forud for stiftelsen af Dansk Blindesamfund. Den 5. november 1908 blev 50-året for oprettelsen af Det Kongelige Blindeinstitut i København fejret med en højtidelighed under overværelse af Kong Frederik den 8. med familie, ledende politikere og mange flere. Ved den lejlighed sang Instituttets elever en kantate med tekst af Chr. Richardt og med musik af Laurids Lauridsen. Peter Ommerbo fortæller i sin beskrivelse af foreningens historie fra 1944, at det var i forbindelse med dette møde, at de første initiativer til stiftelsen af en forening af blinde blev taget.

 

Ved gennemgangen af DBSs medlemsblade fra 1911 til 1923 optræder Laurids Lauridsen kun ved få lejligheder indenfor 7. Kreds. Ved kredsmødet den 23. maj 1923 i Randers, som blev efterfulgt af en mindre koncert, spillede han medens Agnes Melchior sang. Desuden spillede han i kirken ved Katrine Lassens begravelse, jf. omtalen ovenfor i kapitel 2.4. om Katrine Lassen.

Til gengæld optræder han en del i medlemsbladet med indlæg om blinde musikeres forhold og her navnlig forholdene for organister. Artiklerne, som gengives i deres helhed, giver samtidig et levende indtryk af hans personlighed som blind kunstner.

 

I medlemsbladet fra januar 1915 skriver han følgende kommentar til et indlæg fra den senere landsformand Jørgen Marius Hansen (I. M-H.) og sine Blinde musikkolleger:

”et godt råd; men det er jo langt fra at alle vordende præster slutter sig til Indremissionen, og – hvad der ikke er det mindst væsentlige – det er heller ikke sikkert, at den blinde organistasperants religiøse anskuelser stemmer ganske med omtalte forenings. Jeg tror ikke om min gode ven Hr. I.M-H., at han vil råde vore unge kammerater til hykle pietisme. Men dette råd kunde let misforståes. Selv mener jeg at have et simplere og sundere råd til mine yngre kolleger. Det lyder: ”Bliv dygtig! Og hvis du synes, du allerede er det, så bliv alligevel dygtigere endnu.” Vi har dog større vanskeligheder end de seende. Vær tillige elskværdig og imødekommende mod dem, du i dit arbejde skal omgås! Brug det meste af din tid til studie! Dette er den hæderligste måde, hvorpå du kan opnå et organistembede, og – for at bruge et I.M-Hansensk udtryk – ”Det blankeste våben, hvormed du kan bevæbne dig”! Og hvis du så føler trang til at gå i K.F.U.M., så gør det bare, hvis det ikke har nogen sygelig indflydelse på dit sind.

Nu læser vi atter i D.B.S. nr. 41 om den af Hr. I.M.H foreslåede DBS.s koncertdag, og det er vel nok noget, vi alle er enige om, at vi har meget at takke vore seende medmennesker for, og at vi skal vise, at vi er dem taknemmelige, men måden – hvis krigen bringer dårlige tider for vort folk i almindelighed, så går vi blinde sikkert ikke rammen forbi, og jeg mener, at vi ved den foreslåede koncertdag meget snarere ville pådrage os de seendes uvilje. Det ligger meget nær at resonere som så: ”De blinde skulde hellere tænke på at hjælpe sig selv, før de vil hjælpe andre”! Nej! Den eneste og bedste måde, hvorpå vi for øjeblikket kan vise vor taknemmelighed overfor vore seende velgørerer, er, at vi hver for sig efter bedste evne søger at udfylde vore pladser i samfundet; derved viser vi både, at vi fortjener, og at vi påskønner den os ydede hjælp.

Skive 21.11. 1914 Laurids Lauridsen.”

 

Medlemsbladet fra februar 1915 indeholdt følgende konstatering og efterlysning:

”Organist Lauridsen har som bekendt vundet stor anerkendelse som komponist, kan derfor ikke en musiker føle trang til at oplyse noget om hans kompositioner og deres tilgængelighed for blinde.”

I medlemsbladet fra april 1915 fulgte han op på sit tidligere indlæg og reaktionerne på dette. Han skrev under følgende overskrift:

”Det ideelle.

At en musiker, som har bestemt sig til at være organist, samtidig kan nære antipati mod kristendommen anser jeg for utænkelig, så derom behøver vi ikke mere tale. Angående Hr. Rosenqvists bemærkninger om, at dygtighed ikke er nok, og at det går nu engang ikke efter dygtigheden ved besættelse af embeder, kan jeg ikke undlade at oplyse om følgende: Det er nok muligt, at Hr. R har ret; men mit liv har vist mig netop det modsatte. Det har altid stået for mig som det ideelle at lære så meget som muligt. Først og fremmest, fordi jeg elsker min kunst meget højt, men også fordi jeg indser, at en ikkeseende behøver langt mere tid til sin uddannelse, end den, som kan gøre brug af sine øjen. Og dette mit ideal har ikke skuffet mig. Engang i min studietid blev et og samme organistembede søgt af to elever fra Blindeinstituttet. Kirkeautoriteterne forespurgte da på Instituttet: ”Hvem er den dygtigste”.

Da jeg i sin tid søgte det ledige organistembede ved Castelskirken blev en anden ansøger foretrukket, fordi han havde bedre eksamen end jeg. Senere søgte jeg Vartov kirke. En alsidig, kendt og dygtig musiker blev foretrukket. Da jeg søgte til Skive brugte jeg ingen andre midler end mine anbefalinger og mit vikariat ved kirken. Vi er vel alle nok så voksne, at vi ved, det ikke altid går retfærdigt til i denne verden; men vil man lægge mærke til besættelsen af landets ledige organistembeder i den sidste halve snes år, så er resultatet dog det, at kvalifikationerne har spillet hovedrollen.

Især ved besættelsen af de største embeder. Hr. Rosenqvists eksempel om hans elev, der blev foretrukket for den dygtigere ansøger, er ikke ganske rigtigt over for de unge. Det kunde let blive en sovepude: ”Lad os bare tage den med ro, det kommer jo alligevel ikke an på, hvor meget vi kan” – dette skriver i, fordi det forekommer mig, at mine ærede medrådgivere ikke har lagt synderlig vægt på betydningen af dygtigheden. Eller anser de det for noget selvfølgeligt, noget, man kan sige sig selv.

Ja, en selvfølge burde det være, men desværre viser virkeligheden, at det langt fra er det. Kære unge organistaspiranter! Tror du, jeg vil bedrage dig? Min erfaring gør da også krav på at blive respekteret. Der er ingen virkelig dygtig, som – vel at mærke – når han har villet det, ikke har fået embede. Har du et ideal, så hold fast på det, og hvis du blot holder fast nok på det og ikke svigter det, selv om det af og til ser lidt mørkt ud, så vil idealet heller ikke svigte dig.”

 

Laurids Lauridsen var meget optaget af Det Nordiske Musiktidsskrift, som er beskrevet under omtalen af Katrine Lassen.

I medlemsbladet fra april 1915 skrev han sammen med domorganist Carl Jensen fra Odense følgende opfordring:

”Tanken om at oprette et musikblad for Nordens blinde håber vi må lykkes, og anmoder alle interesserede om at melde sig, så sagen kan gennemføres.”

Denne opfordring fulgte han op i 2 senere indlæg. I medlemsbladet fra april 1919 indrykkede han følgende betragtning til sine musikerkolleger:

”Nordisk Musikblad for blinde”, hvis første, særdeles interessante Nummer udkom i Januar, bør holdes af enhver musikinteresseret! Bladet indeholder mange værdifulde Oplysninger om Tidens Musikliv, og en Føljeton som Carl Lochers Bog om Orgelstemmerne er uundværlig for enhver Orgelven. Altsaa, bestil Bladet! Alle uden Undtagelse, ogsaa dem, for hvem Musikken er en Biinteresse.”

 

Knap 3 år senere bragte redaktøren af medlemsbladet januar 1922 følgende indlæg:

”Til Musikere og musikinteresserede.

Vi har modtaget følgende fra den kendte Komponist, Organist Laurids Lauridsen:

Nordisk Musikblad for Blinde.

I de faa Aar, vort Musikblad har eksisteret, har jeg haft megen, baade Gavn og Glæde af det. Naar man tager i Betragtning, at Bladet skal tilfredsstille fire saa forskellige Landes musikalske Behov, som de fire nordiske, maa denne Opgave siges at være løst over Forventning. Bladet har haft mange Artikler (jeg tror næsten at kunne sige de fleste), som absolut maa have Krav paa alles Interesse. Enhver Musiker og Musikven opfordres derfor paa det kraftigste til at bestille Bladet i 1922! Lad Dem ikke afskrække af Vanskeligheder paa Posthusene, jeg selv er hvert Aar gaaet baade to og tre Gange forgæves.”

Willy Bolø skrev i medlemsbladet fra maj 1923:

”Danske Blindes Nationalsang.

Under denne Overskrift skrev vor kendte Blindesagsforfatter J. Marius Hansen for nogle Aar siden en udmærket Tekst til en kendt Melodi, som nogle synes var god, andre ikke, men lige meget, denne djærve og impulserende Sang fortjente sin egen Melodi, og naar ”Danske Blindes Nationalsang” skal skrives, saa er det naturligst, at saavel Musik som Tekst skrives af vore egne. Der er derfor med Forfatterens Tilladelse sket Henvendelse til vor store landskendte Komponist Laurids Lauridsen, der beredvilligst har skrevet en udmærket Melodi, som fortjener at kendes og synges af os alle. Enhver, der kan Noder, maa derfor sørge for at faa Melodien lært og lære andre den, som de kommer i Berøring med, og vi alle maa se at faa lært Teksten, saa vi kan synge den i Aar paa alle vore Kredsmøder. Lad os vise Sangen, Forfatter og Komponist saa megen Ære og Taknemlighed.

 

Danske Blindes Nationalsang, af J. Marius Hansen.

 

1. Danske Blinde! Vaagn til Virke,

øv i Flid din Haand!

Træn din Vilje, Kraft og Tanke,

styrk din bange Aand!

 

2. Dræb den sorte Mismods Drage,

som vil Fred fra Hjertet jage.

Tab ej Troen paa, at Livet

dig til Gavn er givet.

 

3. Fri og frejdig, rank og modig

træd i Kampen ind!

Tillid til dig selv og andre

modner først dit Sind.

 

4. Synk ej hen i navnløs Jammer

Selvforagt din Evne lammer

Men forfægt din Ret i Verden

ved en gavnlig Færden.

 

5. Danske Blinde! Retten har du

til at leve selv;

men saa maa du selv ej dæmme

op for Kraftens Elv.

 

6. Rejs dit Hoved! Rens dit Hjerte

for din Svagheds Ynk og Smerte!

Der er dem, der mere lider,

kæmper dog og strider.

 

7. Fremad paa de gode Veje,

se de fjerne Maal!

Renslib Energiens Klinge,

gør den stærk som Staal!

 

8. Brister Haabet, bøj ej Nakken,

du er halvvejs kun paa Bakken

Sving din Hat og syng fornøjet,

glem, hvad du har døjet.

 

9. Gør til Ven dig alle Blinde,

føl og del med dem;

Bort med Skillevæg og Kløfter!

Støt og enigt frem!

 

10. Tanken bryder nye Baner,

Nød og Trang til Handling maner

Med paa Skansen, danske Blinde!

saa skal Sejr vi vinde.

 

Ud over virksomheden som komponist og arbejdet som organist ved Skive Kirke, tog Laurids Lauridsen sammen med sin kone sig også tid til at deltage i arbejdet indenfor lokalkredsen. Således skrev kredsformand Karl Hansen i medlemsblad nr. 2-1927 følgende:

”Basaren i Skive gav det smukke Resultat, at der i de faa Timer, som var til Raadighed for Salg af Blindes Arbejde, solgtes for ca. 500 Kr.

Tombolaen blev ved energisk Virken fra Ledelsens Side ganske udtrukket; og der blev et Overskud paa ca. 1400 Kr. Udbyttet skyldes den Anseelse, vor Ven Organist Lauridsen har vundet i Skive, og den utrættelige Iver og det store Arbejde, hans Hustru ofrede Sagen, samt den Velvilje, Pressen og Byens Borgere i det hele lagde for Dagen.”

 

Men arbejdet indenfor foreningen kunne også give anledning til resignation, hvilket en lille artikel fra hans side i medlemsblad nr. 23-1928 vidner om.

”Stemninger.

Det var en af disse vidunderlige Dage i Oktober. Solen skinnede med en Kraft, som om det var den magtpaaliggende at oprette noget, den i Sommerens Løb havde forsømt. Det var midt paa Formiddagen, og jeg sad ude paa min Lysthusaltan og følte mig saa velvillig stemt imod hele Verden. Ja! saadan var det sikkert: Menneskene var uden Tvivl meget bedre, end man til Hverdags Brug tænkte sig dem. Det var bare en selv, der gik og blev sur og bitter af Ensformigheden, og saa skød man Skylden paa de andre.

Pludselig kommer min lille 3-aarige Pige løbende hen til mig: ”Far, der er Bog fra Posten!” Begærligt griber jeg Heftet, som den lille rækker til mig, og læser: ”Dansk Blindesamfund Nr. 20”. Jeg giver mig ivrigt til at blade, men standses allerede paa Side 3 af Overskriften: ”Nogle Bemærkninger vedrørende Musikermødet”. Rask farer jeg hen over Begyndelsen; saa møder jeg Sætningen: ”Hvad det sidst afholdte Musikermøde angaar, saa er jeg af den Anskuelse, at baade Grundlaget for det og dets Vedtagelser er yderst spinkle”. Dette kunde jeg ikke gaa med til at mene.

Jeg havde hele Tiden haft den Følelse, at vi alle var enige om, at det var naturligt og rigtigt, vi samledes med visse Mellemrum og gav vore Meninger til Kende i dette vigtige Spørgsmaal; men naar jeg læste denne Artikel, kunde jeg ikke frigøre mig for den Følelse, at Forfatteren ligesom mente at befinde sig paa en Slagmark, hvor Luften var fuld af Spyd og Lanser og Geværkugler, som det gjaldt at værge sig imod. Hvis dette var Tilfældet, saa havde jeg i alt Fald misforstaaet det Hele. Det stod for mig, som om dette Møde var noget af det mest ideelle, jeg havde overværet. Saa vel tilrettelagt og fornøjeligt, og der var til Stede netop denne gemytlige og fordragelige Tone, som er saa sjælden paa saadanne Sammenkomster, og uden alt dette frugtesløse Skænderi.

Hvad Mødets Vedtagelser angaar, saa fandt jeg dem fuldt ud berettigede, vel at mærke, naar de fortolkedes sundt, uden alt for megen Stillen paa Spidsen:

Der er sikkert ingen, som forlanger Titelblade paa flere Sprog eller lignende. Sammenligningen, som Forfatteren drager imellem den urigtige Deling af Ordet Skovfoged efter gamle Regler urigtig delt Takt, er kun ved første Øjekast god. Den anførte, fejlagtige Deling af Ordet vilde, afbryde den flydende Læsning og saaledes virke langt mere forstyrrende end noget tilsvarende med Taktdelingen i en Nodebog.

Netop da jeg var kommet saa langt, gik Solen pludselig bort, og en klam Taage sænkede sig ned over Haven. Tung og lidt mismodig rejste jeg mig for at gaa ind til mit Arbejde. Det var ligesom blevet mig saa svært at fastholde mine velvillige Tanker, dem, jeg havde siddet og tænkt deroppe i det straalende Solskin.”

 

3.3.4. Afsluttende bemærkninger

 

Forfatteren Karl Bjarnhof skrev i medlemsblad nr. 2-1946 en meget smuk nekrolog i anledning af Laurids Lauridsens død.

I kraft af Karl Bjarnhofs eminente beherskelse af sproget, beskriver han på en særdeles tankevækkende måde Laurids Lauridsens betydning som en kunstner, der hører til blandt de mest betydningsfulde danske komponister i det 20. århundrede. For at hædre Laurids Lauridsen afsluttes dette afsnit med Karl Bjarnhofs beskrivelse af ham:

”Laurids Lauridsen er død, og jeg skulde fortælle lidt om ham, tegne noget i Retning af et Portræt af hans Personlighed, i hvert Fald give et Indtryk af, hvad han har betydet, ikke mindst for min Generation d. v. s. for dem, der nu er omkring et halvt Hundrede Aar.

Naar jeg faar stillet en saadan Opgave, har jeg det med at sætte mig roligt hen, lukke Øjnene og slappe af. Nogle kalder det for at tænke; jeg vil snarere sige, at man hensætter sig selv i en kontemplativ Tilstand, at man gør sig receptiv og lader Billederne tone frem, saa kaotisk som de nu engang har lejret sig i Erindringen.

Det første, jeg ser for mig, er ”Friberts Værelse” en Søndag Eftermiddag. At det netop er Søndag Eftermiddag, skønner jeg alene af Stilheden. Der er ganske stille i hele Huset. Ingen øver sig paa Flygelet i ”Syngeværelset”, som ligger lige ved Siden af, ingen knurrer paa Andagtssalens Orgel. — Keglebanen ude i Haven og den klingre Lyd af Ringspillet, som altid er i Gang om Søndagen, kan ikke høres her, for Vinduet vender den anden Vej.

Kanske jeg skulde sige et Par Ord om, hvor dette ”Friberts Værelse” laa henne. Der er jo sket saa umaadelige Fremskridt paa Instituttet siden min Tid — i hvert Fald er der da flyttet en Del Skillerum, det vil ingen kunne benægte. Friberts Værelse laa ved den lille Trappe, som fra Pigernes Gang fører op til Kontorerne, Sygeafdelingen, Andagtssalen og alt det. Det var et aflangt Rum, puritansk i sit Udstyr. Der stod et Klaver — et Klaver, som havde en ganske egen, sprød Klang — nogle Stole var der ogsaa, et Nodeskab og et sortmalet Bord foran Vinduet.

Jeg sad som sagt en Søndag Eftermiddag i Friberts Værelse — naar jeg regner efter, maa det formodentlig have været i 1914 eller der omkring — fyldt til Randen af Melankoli, af Forladthed, af alt det, som nager En, naar man kun er 16-17 Aar og føler sig alene. Pludselig blev Døren skubbet op og Kjellerup viste sig. Han havde det selvsikre Smil paa, han havde Lorgnetten paa, han havde den elegante Stok — eller muligt at Stokken i sig selv ikke var særlig elegant, men han havde en Maade at føre den paa, som var den en Fleuret. Naar jeg siden har hørt og læst om Carl Ewald, om Gustav Esmann, Peter Nansen, Flanørerne fra omkring Aarhundredskiftet, har jeg altid set Chr. Kjellerup for mig, som han var dengang i vores Ungdom — lidt Bohême, lidt Bourgeois, men altid med en Mine som en Grande. Der stod en Air af den store Verden, de seendes uopnaaelige Verden om hans Person.

Kjellerup kom altsaa ind. Han var — mod Sædvane — uden Følge og satte sig — eller skulde jeg maaske hellere sige nedlod sig bramfrit og folkeligt paa den knirkende Klaverbænk... Hvad vi snakkede om, husker jeg ikke mere. Jeg husker blot Søndagsstilheden og ser for mig Solskinnet, der vældede i en gylden Flom skraat ind over det grimme, sortmalede Bord. Men med eet vendte han sig om mod Klaveret og gav sig til at spille.

— Du skal høre en lille Sang, sagde han, som Laurids Lauridsen har sendt os.

Det var vist bare 32 Takter, og der var ingen Tekst til endnu. Egentlig behøvedes det heller ikke. Strofen fortalte ligesom selv, hvad den handlede om. Siden fik Melodien dog sine Ord. Anders W. Holm tog sig det paa, og han gjorde det baade musikalsk og poetisk. Det var den lille ”Aftenstemning”: ”Aftenklokken ringer Sol til Hvile, Skumringstimens stille Fred er nær ...”

Naae ... ikke andet, vil een og anden maaske sige; for efter den Tid er man jo blevet saa rent utrolig dygtig. Enhver Idiot kan nu løse Kontrapunktopgaver og skrive Vokalpolyfoni. Det er jo bare Romantik og Subjektivitet, siger man og tror, at man bliver salig, naar blot man med Flid steriliserer sig selv og udsletter enhver Spire til Personlighed.

Lad mig fortælle om en lille Oplevelse, jeg for 20 Aar siden havde i Paris ... En Aften var jeg sammen med nogle Musikere. Louis Vierne var iblandt dem, André Marechall og flere, hvis Navne var kendt ogsaa ud over Frankrigs Grænser. Vi havde spillet en hel Del — baade gammelt og nyt — og fra mange Lande. Der var da Carl Nielsen imellem, husker jeg. Men den Slags forvænte Herrer er tit noget blaserte af sig, og ingenting vandt rigtig Gehør. Saa satte jeg mig hen til Flygelet og spillede den lille ”Aftenstemning” af Laurids Lauridsen, og i samme Nu var der dødsstille. — Lad os høre den igen, bad de, og jeg maatte spille den een Gang til.

Lau-rid-sen ... Navnet blev til den rene Gelé i en Franskmands Mund.

—Ser De, sagde Andre Marechall, han har det samme over sig som Grieg. Hans Musik giver ikke alene et Billede af ham selv, men af hele Deres Land — dette lave, grønne Land med Fjorde og Smaaøer, hvor alt aander Fred –”Votre beau pays...”

Siden kom jeg Laurids Lauridsen paa ganske nært Hold. I halvandetaars Tid boede jeg i Struer, og da besøgte jeg ham en Gang om Ugen. Hver Lørdag Eftermiddag var reserveret denne Skiverejse, og i den Periode var det, jeg for Alvor kom til at kende ham. Hans Musik var jeg saa temmelig fortrolig med:

Trioen, den første af Violinsonaterne, Klaverstykkerne, Sangene; men om Laurids Lauridsen gjaldt det samme som om Carl Nielsen: Man kendte dem ikke, heller ikke deres Forhold til Musiken, med mindre man havde haft Lejlighed til at være paa to-Mands-Haand med dem, var blevet akcepteret som een af dem, man kunde vove at snakke med om den Slags alvorlige Ting.

Skal man objektivt vurdere Laurids Lauridsen, kan det ikke skjules, at han har været ude for meget stærke Paavirkninger. Tager vi f. Eks. hans Klaver- Trio, saa er det tydeligt, Cesar Franck spøger i alle tre Satser. Finalens Side- tema ligger endda Francks Violinsonate saa nær, at der ligefrem er Tale om et Plagiat, men det mærkelige er, at Lauridsen overhovedet ikke kendte Cesar Francks Sonate, da han skrev sin Trio, og vi staar altsaa overfor et Fænomen, som ogsaa er kendt fra andre: Dette at et Tema ligesom har ligget i Luften og er blevet fæstet til Papiret af mere end een. Der er i Forbindelse med andre af hans Ting blevet nævnt, f. Eks. Gade og Fini Henriques ... Lad gaa med gamle Niels W., men Fini! Han var ganske vist en genial — eller maaske rettere en genialsk Kunstner med en betydelig Skrivefærdighed og en ikke ringe Karakteriseringsevne, men en Personlighed i musikalsk Forstand — nej, det var han ikke. der Og her er vi netop ved Sagens Kerne! Hvad end man vil kunne paavise af paavirkninger hos Laurids Lauridsen, selv om man aldrig saa mange Steder kan sætte Fingeren og sige: Dette er Cesar Franck, her har vi Max Reger og her Carl Nielsen, saa forstod han den Kunst at assimilere sit Stof, at gøre det til sit eget. Haanden paa Hjertet --- vi, der kendte ham og kender ham, kunde vi ikke altid høre — blot paa fire enkle Takter — at de var af ham, at det var hans Haand, hans Blod, hans Hjerteslag og ikke nogensom- helst andens ...?

Og i hans senere Arbejder, i den anden Violinsonate, i Klaverstykkerne, ”Fra min Drømmeverden”, i Violinsonaten møder vi Laurids Lauridsen som en i dybeste Forstand original Personlighed, en Kunstner med helt sin egen Form og sit eget Indhold .. .

Hvorfor blev han da ikke til mere. Hvorfor skrev han aldrig i den helt store Form — Operaen, Symfonien. Hvorfor fandt han sig i at blive siddende som en lille beskeden Organist i Skive?

Det er ganske rimeligt at spørge saadan, og Svaret skal blive givet. Jeg har talt med ham om det, ikke een, men mange Gange.

Musiken har Ord for at være et godt Erhverv for Blinde. Det er den vel ogsaa rent borgerligt set. En Mand faar sin Uddannelse, tager sin Eksamen, kommer i Embede — for saa vidt er alt godt og i den skønneste Orden. Men hvis han hæver sig over Jævnmaalet, hvis han er andet og mere end slet og ret en dygtig Musiker, hvis han f. Eks. er forbandet med det Sind, den Kombination af Evner og sjælelige Egenskaber, som gør et Menneske til, hvad vi plejer at kalde Kunstner ... Ja, saa opstaar Miseren, saa undgaar han ikke Jacobskampene, saa faar han for Alvor Skæbnen at føle.

Tilsyneladende var han en from Mand, Laurids Lauridsen, mild og blid af Væsen, uden skarpe Standpunkter, uden Kanter, der kunde støde an. Derfor blev han ogsaa elsket af alle, der kom ham nær. Forresten var det ikke blot tilsyneladende. Han hørte virkelig til de rene af Hjertet, til dem, der ikke i deres Fromhed lader sig rokke af aldrig saa megen Viden.

I Arnborg — en bitte Landsby paa Herningegnen — stod hans Vugge. Han hørte til mellem Lyng og Smaagran og følte sig hjemme der. Udenfor Skive, i Dommerby, havde han et lille Sommerhus, som han valfartede til, naar Dagens Slid med Elever og hvad mere der kunde være, var overstaaet. Der stod bl. a. et gammelt forstemt Klaver. Men jeg gad gerne have været en af de Ranker, der slyngede sig op mod Taget, for at kunne have lyttet til hans Improvisationer, naar han var alene. For mange, mange Aar siden søgte Laurids Lauridsen til København. Han blev dog refuseret til Fordel for en eller anden talentløs Fyr, der gik med Testamentet i baade højre og venstre Jakkelomme, for at det kunde være lige meget, hvilken Side han vendte til. Den Slags har man jo altid ladet sig blænde af i de Kredse. Men mon det ikke var godt, det gik, som det gik. Laurids Lauridsen hørte sammen med Naturen, med de susende Graner omkring Huset i Dommerby, med de grønne Skrænter, med Fjorden, der altid kogte som en Konkylie og aldrig var helt i Ro. Naturen har afspejlet sig i det, han skrev. Tilbage staar saa, hvorfor han ikke skrev mere — og større. Han har selv sagt mig det.

— Ingen kan sidde i en Ørken og finde paa, sagde han. Man maa have Kontakt med sin Samtid; ikke fordi de skal fortælle En, hvad man skal skrive, men det er nødvendigt, at man lærer af dem, hvordan man nu om Dage udtrykker sig. —

For en overfladisk Betragtning gælder Ræsonnementet maaske ikke helt. De fleste — ogsaa de fleste Kunstnere — vil mene, at man ikke let kan blive isoleret nok, og at man i saa høj Grad som muligt bør sikre sig mod Paavirkninger udefra. Det er vel ogsaa nok rigtigt, hvad Malere og Skribenter angaar  — og dog, hvem trænger ikke nu og da til Inspiration, til at blive sat i Gang, til at faa Mod paa igen at tage fat. Men for Musikere ... for en Komponist .. .

Tænk engang: Da Laurids Lauridsen skrev sin Trio, da han komponerede sin lille ”Aftenstemning” og Klaverstykkerne, som han saa karakteristisk kaldte ”Fra mine Vandringer i det Fri”, skrev Igor Strawinsky i Paris sin Sacre du Printemps, der blev skelsættende i Musikens Historie, det stærkeste, det mest over- bevisende Signal til, at en hel ny Epoke var begyndt.

Alt det vidste Lauridsen intet om, han kunde ganske simpelt ikke vide det. Men nu om Dage, vil man sige, nu gaar det jo let, for vi har Radioen, og den bringer alt nyt frem. Ja, sandt nok, det har vi. Der er blot det, at en Komponist kan ikke nøjes med at høre; han maa se, se hvordan Stemmerne bevæger sig, se hvordan det hele er stillet op.

Saa er der Statens Trykkeri og Bibliotek o. s. v. vil man vel hævde. Det er jo blevet saa storartet.

— Ak, Herre Jemini! Det har jo ikke paa langt nær, hvad det burde have af det gamle, endsige af de nye.

Nej, for Laurids Lauridsen var der ingen anden Vej end at faa Tag i de sorte Noder, lade en Elev diktere sig selv og skrive af, møjsommelig, Prik for Prik. Det gjorde han. Paa den Maade holdt han sig ogsaa til en vis Grad orienteret, men ogsaa kun til en vis Grad. Opgaven var uoverkommelig. Det, han skulde skaffe sig Overblik over, var et Bjerg.

Og alligevel — lad os sætte, at den ene Side af Sagen var lykkedes for ham, hvad stod der saa tilbage ... Et er at komponere en Symfoni ved Klaveret, at have det hele staaende fiks og færdig inde i ens eget Hoved, men man ejer det nu engang først, naar det er bragt paa Papiret. Værket er først færdigt, naar hver eneste lille Node, hver eneste Prik, hver eneste Bue staar, hvor den skal staa. Og saa er der endda ikke levnet den blinde Komponist den Mulighed, som staar en hvilkensomhelst Nullitet aaben: At kunne gå hen og strege ud et Sted eller føje til et andet.

Hvor paradoksalt, hvor tragisk det end kan lyde: Den største Begavelse, vi har haft, af danske blinde Musikere, kom til det Resultat, at Musiken kun var noget for Blinde, hvis de holdt sig til Jorden og ikke forsøgte Himmelflugt. Og den Mand, der naaede til det Resultat, havde hele sit Liv været myreflittig.

Havde han nu ret i denne sin Pessimisme... Var det ikke Synspunkter, der kom frem under Indtryk af en vis Depression... Dertil maa jeg sige Nej. Jeg tror det ikke – og jeg mener, han havde Ret. Det er fra dem, der arbejder ved Mulighedernes yderste Grænse, vi skal høre Sandheden. Men lad mig tilføje, at Erkendelsen aldrig gjorde ham bitter. Han var en ydmyg Sjæl, et taknemmeligt Menneske, der nødig blev staaende ved det negative. Ikke sådan at forstaa, at han paa taabelig Vis gik hen og glemte. Han huskede meget vel den Støtte, han i sin Ungdom ikke fik fra Instituttet, ja, at én af dets Lærere endogsaa truede med at skade ham ”hele hans Liv”, hvis Pressen fik Lejlighed til at skrive om en Kantate, han havde komponeret; men det gjorde ham ikke sur, og det blev ganske trængt tilbage af den Taknemmelighed, han følte overfor de Kammerater, der havde baaret ham frem, i første Række Chr. Kjellerup, Aksel Agerby, Carl Mathisen og Agnes Melchior.

Nu er han død, denne blide Mand. Vi skal aldrig mere møde hans Smil, aldrig mere høre hans Stemme, der var saa fuld af Undren. Og hvad kan vi, der er tilbage, saa gøre for at hædre hans Minde?

To Ting.

For det første maa der vælges nogle Mænd til at gennemgaa hans efterladte Manuskripter, saa de af dem, der ikke har skitsemæssig Karakter, kan blive trykt og udgivet. Det vil maaske koste et Par Tusind Kroner eller tre, men dem maa Dansk Blindesamfund efter mit Skøn stille til Disposition, fordi det gælder om at vise den store Offentlighed, hvor langt en Komponist kan naa, ogsaa selv om han er blind. Det vil være en Propaganda, der overskygger alt, hvad man ellers kan gøre i saa Henseende.

Og den anden Ting:

Det Kgl. Blindeinstitut har endnu ikke følt sig foraanlediget til at trykke Laurids Lauridsens Klavertrio, skønt det er mere end 30 – siger og skriver tre- dive – Aar siden, den udkom. Alle – alle hans Værker maa selvfølgelig være tilgængelige i Statens Bibliotek for Blinde, for at blinde Musikere til enhver Tid kan sætte sig ind i og studere, hvor langt den naaede, som naaede længst.

Han er død, den beskedne, den elskelige Organist i Skive; men vi behøver blot at sætte os til Klaveret, vi behøver blot at spille en Strofe af ”Luk dine Øjen, luk Øjnene i”, bare vi nynner de faa takter, som han har kaldt ”Aftenstemning”, saa vil vi mærke om os Suset af hans Sjæl som Vaarvinden, der leger med Klokker i Luften, som Duften fra Lykkens og Længslernes Tid.”

 

© 2015 Poul Lüneborg og Ebbe Espersen